Skjern vil slutte af med sejr

D. 25-04-2015 kl. 07:07
Skjern vil slutte af med sejr
Jesper Dahl og co. jagter to point i eftermiddagens kamp.

I eftermiddag spiller Skjern den sidste kamp i slutspilspuljen. Jesper Dahl vil slutte puljespillet med to point.

Af Lone Jørgensen

Mens mange af de andre hold enten er gået på sommerferie eller snart gør det, er der heldigvis stadig masser af kampe tilbage for Skjern i denne sæson.

I eftermiddag spiller holdet den sidste kamp i slutspilspulje 1, hvor det allerede ligger fast, at Skjern sammen med KIF Kolding København går videre til semfinalen.

Kamp uden afgørende betydning
Med semifinalepladsen i hus spiller Skjern for første gang i mange dage en kamp, der ikke har afgørende betydning for holdet.

- Det er helt underligt, for det er et stykke tid siden sidst. Det var i Porto, og da kan man sige, at vi løste det ganske fint, siger Jesper Dahl, der henviser til udesejren på 24-23 mod FC Porto i marts.

Men selvom udfaldet af kampen ikke er afgørende, er Skjern-fløjen overbevist om, at holdet alligevel vil jagte sejren.

Skjern kan tage førstepladsen
En Skjern-sejr og en tilsvarende til Team Tvis Holstebro, der spiller mod KIF Kolding København vil betyde, at Skjern ender på gruppens førsteplads.

- Det er ikke så vigtigt for os, hvem af holdene fra den anden gruppe vi skal møde, men det er altid sjovere at slutte som nummer et end som nummer to. Så det er det, vi går efter, siger Dahl.

En førsteplads betyder, at holdet i semifinalen kan drage fordel af at have hjemmebane i den sidste af de to kampe.

Eftermiddagens kamp mod Århus Håndbold spilles kl. 15:00.

Støt vores sponsorer