Skjern vinder i sidste sekund

D. 14-04-2015 kl. 20:48
Skjern vinder i sidste sekund
Ole Nørgaard kunne i aften se sit mandskab spille sig til to vigtige slutspilspoint.

Skjern er stadig ubesejret på den midlertidige hjemmebane i Herning, efter at holdet her til aften vandt 27-26 over rivalerne fra KIF Kolding København.

Af Lone Jørgensen

Hvilken stemning og hvilken kamp. De 3250 tilskuere, der i aften havde taget turen til Den Runde Hal B i Herning fik i den grad noget for pengene.

Skjern vandt et tæt og intenst drama over DM-favoritterne fra KIF Kolding København, efter at Skjern i store dele af kampen var foran.

I de sidste 10 minutter var kampen dog helt lige, men da tingene spidsede til, slog Søren Pedersen til i målet, da han reddede et helt frit Kolding-skud i sidste sekund.

Defensiven igen på højt niveau
Skjern-sejren blev igen grundlagt af en stærk vestjysk defensiv, der især i første halvleg gjorde det mere end vanskeligt for Aron Kristjanssons tropper at komme til chancer.

I løbet af blot 10 minutter havde Bergholt, Klitgaard og resten af Skjern-forsvaret tvunget udeholdet til en række fejl, der i stedet blev omdannet til mål i den anden ende.

Efter 11 minutter kom Nikolaj Markussen på banen for Skjern og få minutter senere stemplede han også ind på måltavlen, da han scorede til 7-4.

Sådan fortsatte han, indtil KIF kort inde i anden halvleg valgte at gå frem med en mandsopdækning på den lange Skjern-spiller, der indtil videre havde scoret seks mål for Skjern. På det tidspunkt var Skjern foran med fire mål.

- Vi slipper godt af sted med første halvleg, hvor vi igen spiller klogt. Men i anden halvleg kan man godt mærke, at vi på et tidspunkt er lidt ramt på ressourcerne, sagde Nørgaard, der igen i dag var uden Daniel Svensson og rygskadede Kasper Søndergaard.

KIF kom tilbage i kampen
Godt et kvarter inde i anden halvleg skød KIF Kolding København sig igen tilbage i kampen, og den sidste del af kampen blev både nervepirrende og intens, da kampen nærmest vekslede mellem etmålsføringer til Skjern eller uafgjort. Men Skjern-spillerne havde marginalerne med sig.

- Til sidst kørte vi den hjem på ren og rå fight. Det blev en intens affære, og det var bestemt ikke for feinschmekere, sagde Nørgaard, der altså kunne se Søren Pedersen redde begge point hjem til Skjern i allersidste minut.

- Sejre avler sejre, og når man først har set, at man kan slå de store hold, tror man også på det i den næste kamp, og det var til vores fordel i dag, sluttede Skjern-træneren.

Støt vores sponsorer