Skjern-dreng vender hjem: Det føles rigtigt

D. 30-06-2020 kl. 09:10
Skjern-dreng vender hjem: Det føles rigtigt
Emil Bergholt med sin gamle spillertrøje i hænderne. I sommeren 2021 bliver vestjydernes nummer 14 atter udfyldt af Bergholt.

I sommeren 2021 drager en vaskeægte Skjern-dreng retur til Vestjylland.

Han blev kåret til Årets Talent i Skjern Håndbold tilbage i 2015, hvor han tilmed tilbragte de første ti år af sin ungdoms- og seniorkarriere.

To år senere blev det vestjyske udskiftet med TM Tønder efterfulgt af Mors-Thy – men til næste sommer er Emil Bergholt atter tilbage i den grønne trøje.

- Jeg er Skjern-dreng helt ind til benet. Siden vi sagde på gensyn tilbage i 2017, har jeg fastholdt kontakten med klubben, og da muligheden bød sig til næste sommer, så var jeg af flere årsager ikke et sekund i tvivl.

- Timingen er perfekt for mig. Jeg har udviklet mig enormt i Tønder og på Mors, og fået tildelt store roller og meget ansvar. Derfor er jeg i en helt anden forfatning, end da jeg forlod Skjern tilbage i 2017.

- Jeg er på et niveau håndboldmæssigt nu, hvor jeg føler, at jeg kan byde ind, tage et stort ansvar og bidrage i en topklub som Skjern. Hvor stor rollen bliver, er op til mig selv at indfri, siger Emil Bergholt, der har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2024.

Bestyrelsesformand Carsten Thygesen glæder sig over, at ét af klubbens egne talenter vender retur.

- Siden vi tog afsked med Emil, så har vi holdt et skarpt øje med ham. Han besidder alle de værdier, som Skjern Håndbold står inde for – og som han selv siger, så har hans udvikling kun gået én vej.

- Derfor glæder vi os til – og er stolte over – at ét af vores egne talenter næste sommer skal trække nummer 14 over hovedet igen, siger Carsten Thygesen.

Emil Bergholt tiltræder i Skjern Håndbold i sommeren 2021, og har underskrevet en kontrakt frem til 2024.

Støt vores sponsorer