Skjern-fløj: Bliver bedre dag for dag

D. 16-08-2019 kl. 22:15
Skjern-fløj: Bliver bedre dag for dag
Christoffer Cichosz fik en lille stikpille af sin gamle holdkammerat efter fredagens uafgjorte kamp.

René Rasmussen roste de nye spillere efter fredagens sidste testkamp inden pokalopgøret i næste uge.

Af Nicklas Thygesen

To nederlag, én sejr og ét uafgjort resultat.

Det er status på opstartens fire første testkampe, som Skjern-fløjen René Rasmussen har været ovenud tilfreds med.

- Jeg er meget fortrøstningsfuld. Vi bygger på for hver kamp, vi spiller - og i dag så specielt vores defensiv utrolig stærk ud. Tidemand og Stenbäcken har fundet hinanden hurtigt i midteraksen i fraværet af Myrhol. Det samme gælder for Elvar, som virkelig også byder ind i begge ender, siger René Rasmussen og fortsætter:

- Det gavner os alle, at vi har mødt modstandere på et højt niveau. Selvom vi ikke er fuldtallige endnu på skadesfronten, så lader det til, at spillet begynder at glide bedre og folk falder hurtigt ind i rytmen, siger højrefløjen.

Fredag aften var ligeledes et gensyn med Christoffer Cichosz, som fik en lille stikpille af sin tidligere holdkammerat.

- Jeg fortalte Cichosz, da han sagde farvel i sommer, at han ikke turde komme over og screene i min side. Det skete ikke i dag. Frygten og respekten er tydeligvis for stor, siger Rasmussen.

Støt vores sponsorer