Skjern-nedtur: GOG tog første stik

D. 10-05-2018 kl. 17:54
Skjern-nedtur: GOG tog første stik
Kasper Søndergaard blev delt topscorer sammen med Jesper Konradsson. Foto: Steffen Bloch

Vestjyderne kendte ikke deres besøgstid torsdag aften, og derfor løb fynboerne med den første sejr i semifinalerne. 

Af Nicklas Thygesen

En sejr på søndag er et krav, hvis Skjerns finaledrømme skal forblive intakte.

Torsdag aften løb de gulklædte fra Gudme nemlig med sejren i Skjern Bank Arena, og derfor er der lagt op til et kæmpe håndbolddrama, når de to hold atter mødes om tre dage. 

Norsk keeper stod i vejen
Gæsterne fra Gudme løb fra vestjyderne i første halvleg med fire scoringer i træk, hvilket banede vej for pauseføringen på 18-13. 

Efter pausen blev det dødt løb om at indhente fynboernes føring. Ole Nørgaard og Henrik Kronborg spillede syv mod seks hele anden halvleg, hvilket udmøntede sig i oceaner af kæmpe chancer.

Desværre for de grønblusede blev størstedelen af chancerne misbrugt på en storspillende Ole Erevik.

11 minutter før tid havde hjemmeholdet muligheden for at reducere til 26-25, men kvaliteten manglede. Symptomatisk for Skjerns torsdag aften.

Gæsterne fra Gudme vandt 31-28. På søndag venter et nyt opgør på Sydfyn. 

 

 

Støt vores sponsorer