Skjern-playmaker klar til at brage igennem

D. 13-04-2016 kl. 15:05
Skjern-playmaker klar til at brage igennem
Skjern-playmakeren har hidtil scoret 91 mål i Boxer Ligaen i denne sæson. 

Lasse Mikkelsen ser frem til fredagens åbningskamp i Silkeborg.

Af Nicklas Thygesen

Gnisten i øjnene og intensiteten i duellerne til dagens træningspas vidner om et Skjern-hold, der snart ikke kan vente med at blive sluppet løs.

En lang kamppause bliver på fredag afløst af den første slutspilskamp i Gruppe A, når Ole Nørgaards mandskab sætter kursen mod Jysk Arena i Silkeborg.

Hård fysisk fight og mange mand-mand dueller bliver ifølge Lasse Mikkelsen toneangivende i fredagens opgør.

- Vi tror på tingene, og har fået finjusteret de forskellige detaljer, som ikke har siddet i skabet. Vi vandt sidst i Silkeborg, og forhåbentlig bliver det samme udfald på fredag, men det bliver hårdt, og meget tæt som altid, siger Skjern-playmakeren.

Den tre uger lange kamppause har ifølge Lasse Mikkelsen været gavnende for vestjyderne, der trods et reduceret spillermateriale til rådighed grundet landsholdsdeltagelse, har fået ladet batterierne op.

- Jeg tror, at de fleste kan nikke genkendende til, at vi så lidt slidte ud mod Skive og Nordsjælland. Det skal ikke være nogen undskyldning, men vi har haft utrolig mange kampe inden for kort tid. Vi har fået tanket energi, og nu er vi klar til at brage igennem, siger Lasse Mikkelsen.

Støt vores sponsorer