Skjern-playmaker: Vildskaben skal være der hver kamp

D. 11-02-2020 kl. 17:05
Skjern-playmaker: Vildskaben skal være der hver kamp
Skjern-playmakeren glæder sig til at komme i aktion igen.

Jesper Konradsson vurderer, at kampen mod Ribe-Esbjerg HH var et skridt mod et højere niveau.

Af Kristian Bro

Grundspillet i Primo Tours Ligaen er langt fra slut - med syv runder tilbage er mulighederne mange.

Den hurtige Skjern-playmaker, Jesper Konradsson, er ikke i tvivl om, at vestjyderne kan opnå sæsonens målsætning. Specielt med tanke på fredagens kamp mod Ribe-Esbjerg, hvor Skjern-mandskabet viste vilje og styrke. 

- Vi har stadig muligheden for at opnå vores målsætning. Vi har vist, at vi har den vildskab og fight, der skal til, når tingene gælder - men den er vi nødt til og have hver eneste kamp, siger Konradsson. 

Det er ikke nogen hemmelighed, at vestjydernes angrebsspil ikke just har været en dans på roser gennem en længere periode. Dog er Konradsson overbevist om, at Skjern-mandskabet er på vej i den rigtige retning, hvilket understreges af den flotte fight mod Ribe-Esbjerg HH.

- Angrebsmæssigt har vi manglet lidt selvtillid måske. Vi er nødt til at hjælpe hinanden med at finde tilbage på rette spor, og kampen mod Ribe-Esbjerg var et godt skridt på vejen mod et højere niveau, siger svenskeren.

Konradsson og resten af Skjern-mandskabet spiller igen på lørdag d. 15, hvor GOG venter på udebane. Kampen vises på TV2.

Støt vores sponsorer