Skjern-profil blev europamester

D. 29-01-2012 kl. 21:27
Skjern-profil blev europamester
Kasper Søndergaard er europamester 2012.

Skjern Håndbolds bagspiller Kasper Søndergaard hentede søndag sin anden EM-guldmedalje, da det danske landshold besejrede Serbien 21-19 i en tæt affære foran 20.000 tilskuere i Beograd.

Af Kenneth Thygesen

Skjern Håndbolds Kasper Søndergaard er nykåret europamester.

Søndergaard og landsholdskammeraterne vandt 21-19 over Serbien og dermed kunne de danske helte lade sig hylde som Europas bedste mandskab.

"Det er helt fantastisk, at vi kan hive os selv op på den måde. Det er en super indsats, vi har lavet her i Serbien," sagde Kasper Søndergaard til DR Sporten efter kampen.

"Det er en mærkelig rejse. I forhold til sidste år, hvor vi spillede blændende håndbold i hele turneringen, så har det været op og ned. Både i semifinalen og finalen synes jeg ikke, vi spiller specielt godt. Men vores forsvar og Niklas Landin har været overdrevent gode," sagde Kasper Søndergaard efter finalesejren.

Kasper Søndergaard, der selv scorede et enkelt mål i finalen, vil sammen med holdkammeraterne blive fejret på Rådhuspladsen i morgen eftermiddag.

Skjern Håndbold var ligeledes repræsenteret i Serbien ved fysioterapeut John Bruun, der som vanligt holdte styr på de danske landsholdsspilleres fysik under slutrunden.

Skjern Håndbold ønsker både Kasper og John tillykke med guldmedaljerne.

Støt vores sponsorer