Skjern-profil: ”Det bedste i min håndboldkarriere”

D. 30-05-2018 kl. 09:41
 Skjern-profil: ”Det bedste i min håndboldkarriere”
Olsson og holdkammeraterne i guldjubel efter kampen igår. Foto: Steffen Bloch.

Markus Olsson spillede i går sin sidste kamp i Skjern-trøjen, hvor han på bare tre år har spillet fem finaler og udviklet sig enormt.

Af Lone Jørgensen

Det er knap tre år siden, Markus Olsson for første gang dyppede fingrene i harpiksdåsen i Skjern.

Siden da har den svenske bomber udviklet sig til en af 888-ligaens helt store profiler, mens han i denne sæson også forlod Champions League som topscorer efter kvartfinalerne foran alle verdensstjernerne.

Det perfekte punktum i grønt
I går satte han så det helt perfekte punktum for tre sæsoner i grønt, da han sammen med holdkammeraterne sikrede sig DM-guldet.

”Det her er nok det bedste, jeg har været med til i min håndboldkarriere indtil videre,” sagde Olsson, der lige nu nyder øjeblikkene i stedet for at dvæle ved, at DM-finalen også blev hans sidste kamp for Skjern.

”Det er specielt, at det slutter her, men det vil jeg ikke tænke på nu,” sagde den svenske bagspiller.

Denne sæsons DM-finale var Markus Olssons femte finale med Skjern og den tredje guldmedalje på bare tre sæsoner for svenskeren.

Her er Olssons finale-CV med Skjern:
2015: Super Cup-finale (SØLV)
2017: Pokalfinale (GULD)
2017: DM-finale (SØLV)
2017: Super Cup-finale (GULD)
2018: DM-finale (GULD)

Læs også: Lettet Myrhol: Jeg så ikke det sidste kvarter

Støt vores sponsorer