Skjern-profil indrømmer: Klitgaard hjalp mig

D. 17-05-2018 kl. 14:24
Skjern-profil indrømmer: Klitgaard hjalp mig
Olsson stod noteret for syv scoringer onsdag aften. Foto: Steffen Bloch

En opsang fra den tidligere anfører Thomas Klitgaard vendte kampen på hovedet for svenske Markus Olsson.

Af Nicklas Thygesen

Han var nærmest urørlig, da vestjyderne sensationelt rev fynboerne midt over i det sidste kvarter af gårsdagens semifinale.

Gennembrudsscoringer, langskudsmål, et trukket stående underhåndsmål i det lange hjørne og en håndfuld assists.

Markus Olsson kunne det hele, da vestjyderne havde kniven for struben i anden halvleg - og en stor del af forklaringen var ifølge svenskeren: Thomas Klitgaard. 

- Han kom hen til mig i pausen, og sagde alle de rigtige ting. Han fik beroliget og overbevist mig om, at nu kører vi derud ad - og så må vi se hvor langt det rækker. Det var en nødvendig opsang, som gjorde at jeg koblede af og bare kørte på, siger Olsson.

- Jeg forsøgte at gøre hvad han sagde, og heldigvis lykkedes det, siger venstrebacken, som havde svært ved at fatte hvad de grønblusede præsterede efter pausen.

- Vi var alle lidt i en form for chok. Alting ændrede sig på så kort tid, hvor Emil Nielsen tog det hele, og målene væltede ind i den anden ende. Det var vildt, siger svenskeren.

 

Støt vores sponsorer