Skjern-stimen fortsætter: Ærkerivaler slået i egen hule

D. 07-02-2018 kl. 22:48
Skjern-stimen fortsætter: Ærkerivaler slået i egen hule
Kasper Søndergaard var fuldstændig afgørende i slutfasen, da Skjern hentede den anden sejr i denne sæson mod rivalerne fra Holstebro. 

De grønblusede øgede forspringet til ni point ned til rivalerne efter aftenens sejr.

Af Nicklas Thygesen

Skjern Håndbold fortsætter den vanvittige ubesejrede stime. 

De grønblusede leverede et heroisk comeback i lokalopgøret mod TTH Holstebro med Kasper Søndergaard, Tibor Ivanisevic, Jesper Konradsson og ikke mindst Jonathan Stenbäcken i hovedrollerne. 

Vestjyderne i teten fra start - og næsten helt til slut
Ligaens førerhold lå i sejrsposition fra første fløjt, og havde adskillige muligheder i løbet af opgøret for at stikke afgørende fra de nykårede pokalvindere.

Emil Nielsen leverede storspil med 11 redninger i første halvleg, mens en kynisk Anders Eggert og en hårdtkæmpede Bjarte Myrhol banede vej for en pauseføring på 15-17. 

Men hver evig eneste gang formåede værterne at hale ind på de grønblusede. Fire scoringer i træk af Holstebro forvandlede 18-21 til 22-21, og så var der dømt drama for alle pengene.

Søndergaard viste klassen
Skjern-mandskabet var nede i sækken med tre minutter igen. Nede 30-28 og med en udvisning i bagagen tydede ikke det mindste på, at vestjyderne skulle gå fra Gråkjær Arena med point. 

Men Kasper Søndergaard ville det anderledes.

To scoringer i træk fra den tidligere landsholdsback bragte balance i regnskabet, og da indskiftede Tibor Ivanisevic diskede op med en vital redning i det efterfølgende angreb - ja, så var gæsterne i besiddelse af en mindre matchbold.

Med lidt over et halvt minut igen rev Jesper Konradsson sig fri fra TTH-forsvaret, og sendte læderbolden op i det korte hjørne - og da Jonathan Stenbäcken kort efter parerede afslutningen fra Viktor Östlund, så brød jublen løs.

Skjern vandt lokalopgøret med 30-31. 

Støt vores sponsorer