Skjern-streg søger nye udfordringer

D. 15-10-2018 kl. 17:00
Skjern-streg søger nye udfordringer
Skjerns nummer 9 skiftede til de grønne fra Mors-Thy i 2017. Foto: Steffen Bloch

Christoffer Cichosz forlader de danske mestre til sommer.

Når sommeropstarten til sæsonen 2019-2020 skydes i gang, bliver det uden 30-årige Christoffer Cichosz i Skjern-truppen.

Skjern-stregen, som havde stor indflydelse på vestjydernes DM-triumf i maj-måned, forlader til sommer de grønblusede efter to år i klubben.

- Jeg er super glad for at være i Skjern Håndbold. En fantastisk klub som jeg holder meget af, og hvor vi gennem de sidste to år har oplevet store ting sammen.

- Men jeg er et sted i min karriere, hvor jeg vægter spilletid meget højt, og derfor er et klubskifte nødvendigt for mig, siger Christoffer Cichosz.

Stregspillerens beslutning om et klubskifte ærgrer bestyrelsesformand Carsten Thygesen.

- Vi har fuld forståelse for Christoffers situation, og respekterer i den grad hans beslutning. Men vi ærgrer os altid, når dygtige spillere forlader klubben, siger Carsten Thygesen.

Christoffer Cichosz kom til Skjern Håndbold fra Mors-Thy i 2017.

Støt vores sponsorer