Skjern-topscorer: Motivationen var stor

D. 03-12-2019 kl. 23:58
Skjern-topscorer: Motivationen var stor
Skjern-topscorer Thomas Mogensen roste vestjydernes defensive tilgang. Foto: Steffen Bloch

Thomas Mogensen fik sin første sejr over Skanderborg Håndbold siden sin ankomst. En forløsning, sagde Skjern-topscoreren efter kampen. 

Af Nicklas Thygesen

Jubelbrøl og knyttede næver dedikeret ud til det vestjyske hjemmepublikum er efterhånden en selvfølge, når manden bag scoringerne hedder Thomas Mogensen.

Tirsdag aften var brølene lidt højere end normalt fra Skjerns nummer 2, der sammen med holdkammeraterne var målrettet efter en tiltrængt revanche i duellerne mod Skanderborg Håndbold. 

- Det har selvfølgelig siddet i baghovedet, at vi ikke har vundet mod Skanderborg de sidste mange kampe. Nu måtte det være nok. Man kunne mærke ekstra motivation fra hele banden om at få stoppet stimen, og det lykkedes vi endelig med i dag, indledte Thomas Mogensen, der roste Skjern-defensiven med Jonathan Stenbäcken som den fremskudte i 5:1-formationen.

- Det var så fedt at stå i forsvaret, når man har følelsen af, at alle omkring én bakker op, og giver alt hvad man har. Vores 5:1-formation fungerede utrolig godt, men det krævede også, at man har gang i fødderne, bevæger sig konstant og får lukket ens direkte modstander af. 

- Selvom de kom unødvendigt tæt på, så viste vi klasse til slut. Der er tæt trafik i toppen, så to nye point giver luft, siger tirsdagens topscorer. 

Støt vores sponsorer