Skjern-træner: Et forrygende efterår

D. 02-12-2013 kl. 10:13
Skjern-træner: Et forrygende efterår
Ole Nørgaards mandskab har kvalificeret sig til EHF Cup-gruppespillet og er placeret på en andenplads i ligaen. 

Første halvdel af grundspillet er veloverstået for Skjern Håndbolds vedkommende, der i både ligaen og i europæisk sammenhæng er på sporet.

Af Kenneth Thygesen

Skjern-træner Ole Nørgaard er i disse dage en tilfreds mand.

I både den danske liga og i EHF Cuppen har cheftrænerens spillere fra Skjern Håndbold leveret yderst tilfredsstillende præstationer i efteråret, der i weekenden kulminerende med en plads i det europæiske gruppespil.

- Vi er fuldstændig på sporet. Jeg er rigtig godt tilfreds og fuld af fortrøstning. Vi har overordnet set spillet et forrygende efterår, og vi har dermed fået et solidt afsæt til anden halvdel af sæsonen, siger Ole Nørgaard.

Internationalt tilsnit
I EHF Cuppen har Skjern kvalificeret sig til gruppespillet, mens vestjyderne i den danske liga ligger på andenpladsen med 20 point for 13 kampe. Læg dertil, at Skjern har overstået udebanekampe mod nummer 1, 3 og 4 i tabellen.

- Det er godt gået. Vores topniveau er højt, og specielt forsvarsmæssigt har vi i store perioder haft et internationalt tilsnit. Det skal vi arbejde videre med, siger Ole Nørgaard, der ser grundspillet som én lang forberedelsesproces til slutspillet i foråret.

- Grundspillet handler om at få den bedst mulige placering til et slutspil, der må forventes at blive forbudt for børn, fordi jævnbyrdigheden er så stor. Inden vi når så langt, skal vi kollektivt have skærpet især angrebsspillet, og samtidig skal vi rent individuelt have ramt topniveauet på så mange som muligt, førend slutspillet fløjtes i gang, siger Ole Nørgaard.

Cheftræneren bakkes op af klubbens bestyrelsesformand, der hæfter sig ved et flot efterår trods en række udskiftninger på centrale positioner.

- Vi har fastholdt vores topplacering, selvom vi er i gang med en implementering af vores generationsskifteplan. Det er yders tilfredsstillende. Vi ser fremad med stor optimisme, siger Carsten Thygesen, bestyrelsesformand i Skjern Håndbold.

Kolding er storfavoritter
Selvom Skjern-træneren er ovenud tilfreds med sit holds indsats, er der ét hold i Danmark, der ganske enkelt er bedre end alle de andre.

- I min optik er KIF Kolding København igen i år holdet, der skal slås. Deres præstationer i Champions League aftvinger så stor respekt, at vi andre bare må bøje os i støvet og erkende, at de er de absolutte DM-guldfavoritter. Det kan der ikke være nogen tvivl om, siger Ole Nørgaard.

Støt vores sponsorer