Skjern-træner roser kontramaskine

D. 12-09-2020 kl. 15:15
Skjern-træner roser kontramaskine
På onsdag spiller vestjyderne mod SønderjyskE i 1/8-finalen i Santander Cup.

Læs hvad Claus Hansen havde at sige efter fredagens kamp mod Fredericia HK, hvor vestjyderne fik de første to point på kontoen.

Af Kristian Bro

Lettelse og forløsning.

Claus Hansen var en glad mand efter sejren på 35-31 over Fredericia HK.

- Jeg var meget glad for sejren, og især stolt af måden vi vandt kampen på. Vi holdt fast i vores eget spil, og den type håndbold vi gerne vil stå for; aggressivt forsvarsspil med et udgangspunkt i et 6-0 forsvar, siger Claus Hansen.

Skjern-chefen fremhævede specielt vestjydernes kontraspil. Skjern-holdet spillede i et højt tempo i størstedelen af kampen, hvilket også resulterede i ni kontramål.

- Vi spillede kampen i et højt tempo. Jeg er specielt glad for, at vi løb meget kontra, og det gjorde vi i 2x30 minutter i modsætning til et par af de andre kampe.

- Vi kom angrebsmæssigt til mange gode løsninger. Det faldt selvfølgelig i øjnene, at vi var gode til at bruge Tidemand inde på stregen, afslutter cheftræneren.

Næste opgave for Claus Hansen og Skjern-tropperne er på onsdag, hvor man møder SønderjyskE i pokalturneringen.

Støt vores sponsorer