Skjern-træneren går efter semifinalen

D. 07-04-2015 kl. 13:31
Skjern-træneren går efter semifinalen
Ole Nørgaard og Skjern har stadig fire kampe tilbage i slutspilspuljen.

Der resterer fire kampe i slutspillets pulje 1, hvor Skjern indtil nu har en sejr og et nederlag på kontoen.

Af Lone Jørgensen

Efter påskens kampe indtager Skjern nu en tredjeplads i slutspillets Pulje 1, og med to spillerunder overstået, ser stillingen i puljen sådan ud:

1. KIF Kolding København (6 point)
2. Team Tvis Holstebro (3 point)
3. Skjern Håndbold (2 point)
4. Århus Håndbold (0 point)

I morgen går tredje runde i gang, når Team Tvis Holstebro og KIF Kolding København mødes til deres første slutspilsopgør i sæsonen.

KIF-kampen er rystet af
På torsdag møder Skjern på udebane Erik Vejes mandskab fra Århus, hvor vestjyderne forhåbentligt kan rejse sig efter lørdagens nederlag i Brøndby.

- Vi har rystet KIF-kampen fuldstændigt af, og den sidder overhovedet ikke i os mere, forklarer Skjern-træner Ole Nørgaard, der stadig sigter mod at føre Skjern i semifinalen.

- Vi har hele tiden haft et mål om, at vi vil være med i de afgørende kampe i alle de turneringer, vi deltager i. Derfor er semifinalen vores klare mål i den hjemlige liga, og det går vi stadig benhårdt efter, siger Skjern-træneren.

Ingen panik
Skjern vandt den første slutspilskamp mod Team Tvis Holstebro, mens det i lørdags som bekendt blev til et nederlag mod KIF Kolding København.

- Vi går selvfølglelig efter at vinde alle vores kampe. Men vi panikker overhovedet ikke over, at vi har tabt den ubetinget sværeste kamp i puljen, siger Nørgaard, der sammen med Skjern-holdet stadig selv kan afgøre, om holdet spiller sig i semifinalen.

Næste mål er en sejr mod Århus Håndbold.

- Århus er det mest utilregnelige hold, der findes, og selvom de ser ud til at få det svært i puljen, vil de på ingen måde lægge sig ned. Vi plejer at tabe til dem en gang om året. Det har vi ikke gjort endnu, og jeg håber så sandelig heller ikke, at det sker på torsdag, slutter Nørgaard.

Støt vores sponsorer