Skjerns vej til Berlin

D. 14-05-2015 kl. 15:10
Skjerns vej til Berlin
Thomas Klitgaard og Skjern var flyvende i EHF Cuppens gruppespil, hvor holdet blandt andet vandt to gange over FC Porto.

For anden gang i klubbens historie skal Skjern i weekenden spille semifinale i EHF Cup.

Af Lone Jørgensen

Allerede for syv måneder siden begyndte Skjerns Europa-eventyr for sæsonen 2014/2015.

Fem lande, 12 kampe og 339 mål senere står vestjyderne nu tilbage blandt de sidste fire hold i EHF Cup, når holdet i dag rammer Berlin.

I oktober sidste år tog Skjern det første skridt på vejen mod Final4, da holdet i turneringens anden kvalifikationsrunde besejrede det østrigske mesterhold Bregenz med en samlet sejr på 13 mål.

Herefter ventede ungarske Oroshazi FKSE-Linamar i den tredje kvalifikationsrunde. Også her gjorde Skjern rent bord med en overbevisende sejr over to kampe på 72-45.

Imponerende resultater i gruppespillet
I gruppespillet var Skjern oppe mod HC Vojvodina fra Serbien, portugisiske FC Porto og Füchse Berlin.

Med blot et enkelt nederlag og fem sejre endte Skjern med 10 point og blev dermed den bedste toer i de tre puljer efter følgende resultater:

HC Vojvodina – Skjern: 23-25
Skjern – FC Porto: 27-21
Skjern – Füchse Berlin: 32-28
Füchse Berlin – Skjern: 29-24
Skjern – HC Vojvodina: 32-23
FC Porto – Skjern: 23-24

Holdet gik videre til kvartfinalen, hvor vestjyderne sendte det tyske bundesligamandskab MT Melsungen ud af turneringen efter en samlet sejr på 48-48 og flest scorede udebanemål.

På lørdag venter den næstsidste kamp i EHF Cup, når Skjern står over for de tidligere Champions League-vindere, HSV Hamburg i semifinalen.

Det er 11. gang, Skjern spiller med i en af de europæiske turneringer. Sidste gang holdet nåede EHF Cup-semifinalen, var i sæsonen 2006/2007, hvor Skjern tabte samlet med blot ét mål til spanske BM Aragon.

Støt vores sponsorer