Skuffet Skjern-dreng: Blackout kostede sejren

D. 20-11-2011 kl. 18:40
Skuffet Skjern-dreng: Blackout kostede sejren
Kim Jørgensen tabte lørdag eftermiddag til de gamle venner fra Skjern.

Den tidligere Skjern- og nuværende Århus-spiller Kim Jørgensen scorede fem gange, men det var ikke nok til at besejre de vestjyske venner.

Af Kenneth Thygesen

Hele ungdomskarrieren er foregået i Skjern, hvor det også blev til tre sæsoner på byens bedste mandskab, før turen gik videre til Skanderborg og dernæst Århus Håndbold.

I går eftermiddags mødte Skjern-drengen Kim Jørgensen endnu engang de gamle venner fra Skjern, men på trods af fem mål fra hans hånd tabte århusianerne 30-26, hvilket ærgrede Jørgensen.

"Man er altid skuffet efter et nederlag. Vi havde styr på det langt hen ad vejen, men et lille blackout til sidst blev desværre afgørende,” sagde Kim Jørgensen til skjernhaandbold.dk og fortsatte:

”Vi tabte en periode med 10-2 i anden halvleg, og det gør man ikke ustraffet mod et rutineret Skjern-hold. De vekslede lidt i forsvarsformationerne i dag, og det ødelagde rytmen hos os, og så blev det hele lidt krampagtigt,” sagde Kim Jørgensen.

Med lørdagens nederlag til Skjern fortsætter den århusianske forbandelse mod de grønblusede vestjyder. Århus har nu ikke vundet i de seneste 12 indbyrdes opgør, men Jørgensen afviser et Skjern-kompleks.

”Jeg har kun været her i halvandet år, så jeg kan kun tale for mig selv, men det er ret utroligt, at vi ikke har vundet i så lang tid, når man ser hvor tætte kampene har været. Jeg synes faktisk, at Skjern ligger fint til os, men de har haft overtaget i slutfasen i mange af kampene,” slutter Kim Jørgensen.

Støt vores sponsorer