Slutspillet venter rundt om hjørnet

D. 12-04-2016 kl. 15:20
Slutspillet venter rundt om hjørnet
Søren Pedersen i aktion mod Bjerringbro-Silkeborg, da de to hold mødtes i Skjern Bank Arena i september. 

Forbederelserne frem mod slutspillets første kamp har været undervejs længe. På fredag går det endelig løs i Silkeborg. 

Af Nicklas Thygesen

Nedtællingen er startet.

På fredag åbnes slutspillets Gruppe A med et brag, når Bjerringbro-Silkeborg og Skjern Håndbold mødes.

Efter en succesrig landsholdssamling er Kasper Søndergaard, Markus Olsson og Bjarte Myrhol tilbage på træningsbanen i Skjern. Tre profiler, som har været savnet i det vestjyske. 

- Det er tre markante profiler for vores hold, som vi har savnet og manglet i den daglige træning. De har gjort det kanon godt på landsholdene, så forhåbentlig vender de hjem i suveræn kampform, siger Skjern-keeper, Søren Pedersen.

Det er snart tre uger siden, at Skjern-spillerne senest var i aktion – og derfor skal der ifølge målmanden bankes lidt rust af, inden topniveauet for alvor kan vises frem.

- Det er længe siden vi sidst har været i kamp, og kombineret med nogle manglende profiler til træning, så skal vi nok bruge nogle minutter på fredag før alle aspekter i spillet sidder i skabet. Men vi er fortrøstningsfulde frem mod på fredag, og vi glæder os som gale til at vise os frem, siger Søren Pedersen.

Støt vores sponsorer