Slutspilsbrag og fint besøg

D. 13-04-2015 kl. 10:52
Slutspilsbrag og fint besøg
Møllgaard og Klitgaard i kamp for Skjern. Thomas Klitgaard, der har Hansen og Larsen A/S som personlig sponsor, runder imorgen kamp nummer 250 for Skjern.

Der er flere gode grunde til at tage til Herning og se tophåndbold i morgen.

Af Lone Jørgensen

En vigtig slutspilskamp mellem Skjern Håndbold og KIF Kolding København er vel i sig selv argument nok for at møde op i Den Runde Hal B, Messecenter Herning tirsdag aften.

Men der er endnu flere grunde til at være en del af håndboldfesten i Herning i morgen, hvor der allerede er solgt masser af billetter.

De grunde vender vi tilbage til.

Pulje 1 fortsat hel åben
Vigtigst af alt er opgøret mellem rivalerne fra Skjern og KIF Kolding Købehavn, hvor to point på den grønne konto er mere end velkomne.

Mens slutspilspulje 2 er meget tæt på at være afgjort, er spændingen nemlig stadig hel intakt i Pulje 1, hvor Skjern er placeret.

Århus Håndbolds semifinalechancer er mere eller mindre slukkede, men både KIF Kolding København, Team Tvis Holstebro og Skjern har endnu helt åbne muligheder for at spille sig i semifinalen.

Derfor har Skjern-mandskabet brug for masser af opbakning, når holdet for første gang spiller kamp på den midlertidige hjemmebane i Herning, hvor der er lagt op til et slutspilsbrag af de helt store.

Jubilar skal hyldes
Så er der, som lovet, de andre grunde til at komme i hallen. De er heldigvis også rigtige gode.

Allerede før kampen skal de store klapsalver findes frem, når Skjerns rutinerede stregspiller Thomas Klitgaard skal hyldes for sine mange kampe i grønt.

Ligaens bedste stregspiller runder i morgen kamp nummer 250 for Skjern Håndbold.

Special Olympics spiller opvisningskamp
I pausen mellem Skjern og KIF Kolding København er der fint besøg på banen, når Skjern og Midtjyllands Special Olympics hold spiller opvisningskamp mod hinanden.

Special Olympics er de to klubbers håndboldhold for udviklingshæmmede, og hele seks af Skjerns spillere skal senere på året repræsentere Danmark under Special Olympics World Games i Los Angeles.

Både før, under og efter kampen i morgen har du mulighed for at stemme på Årets Spiller i Skjern, der kåres i samarbejde med Skjern Bank.

Husk, at du fra Skjern kan tage bus til og fra kampen i Herning.

Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold - KIF Kolding København spilles tirsdag den 14. april kl. 18.30 i Den Runde Hal B, Messecenter Herning.

TV:
Kampen vises direkte på TV2 Sport.

Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App 

Husk at få købt din billet til opgøret.

Støt vores sponsorer