Stenbäcken om smalt nederlag: Marginaler til forskel

D. 27-02-2019 kl. 23:58
Stenbäcken om smalt nederlag: Marginaler til forskel
Læs udtalelser fra Jonathan Stenbäcken herunder om onsdagens tætte opgør. Foto: Steffen Bloch

Den svenske bagspiller var dybt skuffet efter den intense afslutning i Skanderborg. 

Af Nicklas Thygesen

Onsdagens smalle nederlag i Skanderborg medførte store frustrationer hos svenske Jonathan Stenbäcken, der var stærkt utilfreds med afslutningen på første halvleg.

- Vi blev straffet for den dårlige periode i slutningen af første halvleg, hvor vi burde gå til pause foran med tre-fire mål. I stedet lukkede vi dem unødvendigt tilbage i kampen, indledte svenskeren efter slutfløjtet.

Skjern-mandskabet var i kontrol og førte 14-10, men fire scoringer til hjemmeholdet i træk skabte spænding, hvilket holdt ved helt til slut.

- To dårlige perioder af fem-seks minutters varighed blev dyrt for os. Men selvom vi kom efter med to-tre mål flere gange efter pausen, så kæmpede vi os tilbage. De sidste minutter var præget af marginaler, hvor vi var tvunget til at chance den lidt med en hurtig afslutning fra Søndergaard, der gik i kassen - og det var tæt på at være nok til point.

- Vi kunne lige så godt have stået med de to point, men marginalerne faldt ikke ud til vores fordel, siger Stenbäcken.

Støt vores sponsorer