Stolt talentchef roser træningsmiljø

D. 01-11-2012 kl. 11:09
Stolt talentchef roser træningsmiljø
Talentchef Allan Jørgensen er stolt over de mange ungdomslandsholdsudtagelser. Her ses han med to af klubbens fløjtalenter, Bjarke Christensen og Morten Vium.

Fem Skjern-spillere under 21 år er udtaget til ungdomslandsholdene. Det vækker stolthed hos talentchefen.

Af Kenneth Thygesen

I disse dage er hele otte mand fra Skjern Håndbold udtaget til diverse landsholdssamlinger. Mens Tim Winkler, Kasper Søndergaard og Henrik Møllgaard er med A-landsholdet, er fem unge Skjern-talenter med ungdomslandsholdene.

God grund til at være stolt
På U21-landsholdet er Bjarke Christensen og Rasmus Boysen med, mens Jesper Dahl, Mathias Skræddergaard og Jacob Lyhne Hansen er med U19-landsholdet.

Det vækker glæde og stolthed hos Skjern Håndbolds talentchef, Allan Jørgensen.

- For det første er det hammergodt for de unge mennesker at være med, hvor det er sjovt. Det gør dem kun til bedre spillere. For det andet synes jeg, at man godt kan tillade sig at være lidt stolte i Skjern Håndbold, siger Allan Jørgensen, der har sit bud på talentsuccesen:

- Selve træningsmiljøet er en væsentlig del af talentudviklingen. Vi har mange dygtige trænere og ledere, der er med til at skabe det miljø, og nu bliver de belønnet for arbejdet, forklarer Allan Jørgensen og fortsætter:

- Man formår at bruge hinanden på kryds og tværs, og der er hele vejen igennem fokus på udviklingsprocessen, siger Allan Jørgensen og tilføjer:

- Derudover er opbakningen fra forældrene også vigtig, og den opbakning har man i Skjern.

Kræver hårdt arbejde
De fem unge ungdomslandsholdsspillere er ifølge Allan Jørgensen så talentfulde, at A-landsholdet på sigt er indenfor rækkevidde.

Men det kommer man ikke sovende til.

- Jeg mener faktisk, at de alle har muligheden for at komme ind omkring A-landsholdet. Det kræver meget, meget hårdt arbejde og en god portion held, men de har alle potentialet, og så længe man har det, er der muligheder, slutter Allan Jørgensen.

Støt vores sponsorer