Store udsving i derby-nederlag

D. 12-05-2019 kl. 17:49
Store udsving i derby-nederlag
De grønblusede får onsdag aften en ny mulighed for at spille sig i semifinalerne mod SønderjyskE. Foto: Steffen Bloch

Skjern-mandskabet leverede under vanligt niveau søndag aften i Holstebro.

Af Nicklas Thygesen

Onsdag aften i Skjern Bank Arena bliver vestjydernes videre færd i slutspillet endegyldigt afgjort, når SønderjyskE kommer på besøg.

For søndag eftermiddag lykkedes det ikke de forsvarende danske mestre at booke billetten til semifinalen, da rivalopgøret mod TTH Holstebro blev tabt med 31-24.

Et nederlag, der reelt set blev tabt og afgjort på et kvarter – i slutningen af første halvleg og starten af anden halvleg.

Hjemmeholdet gik fra 10-10 til en ottemålsføring på 19-11, hvilket i overvejende grad skyldtes ubeslutsomhed i offensiven tilsat for mange tekniske fejl. Konsekvensen: Fire hurtige TTH-scoringer i enten tomt mål eller på kontra.

Forspringet var for voldsomt for Skjern-mandskabet, som aldrig formåede at indhente føringen.

TTH Holstebro vandt 31-24.

Støt vores sponsorer