Storspillende jubilar: Helt fantastisk

D. 30-10-2011 kl. 19:48
Storspillende jubilar: Helt fantastisk

Kristian Gjessing fejrede sit 350-kampsjubilæum for Skjern med en flot kamp og en sejr over topholdet fra BSV.

Af Kenneth Thygesen

Det har været op og ned for Skjerns Kristian Gjessing i denne sæson. Adskillige flotte forsvarskampe er blevet afløst af halvdårlige kampe rent angrebsmæssigt, men søndag eftermiddag viste bagspilleren igen sit sande jeg.

Gjessing dækkede fremragende op og var desuden manden bag fem mål og flere assists i sejren over BSV.

”Det kan næsten ikke være bedre. Sæsonrekord i arenaen, fantastisk opbakning, vild fight og to points efter sejr over et tophold. Det var en tiltrængt succesoplevelse for os,” sagde Kristian Gjessing efter kampen til skjernhaandbold.dk.

Skjern har været igennem en svær periode med svigtende resultater og interne uroligheder. Derfor var sejren ekstra tiltrængt.

”Vi har været rystet over vores bundniveau, og stemningen har været trykket. Der er blevet talt ud om tingene, og inden kampen i dag kiggede vi hinanden dybt øjnene og aftalte, at nu var krisetiden ovre,” forklarede en glad og lettet Kristian Gjessing og fortsatte:

”Alle mand kæmpede benhårdt og ofrede sig for alle bolde. Der var aggressivitet og vilje hele vejen rundt, og man kunne mærke, at vi ville vinde for enhver pris,” sluttede Kristian Gjessing.

Støt vores sponsorer