Storspillende Laursen: Vi fik et granatchok

D. 19-04-2015 kl. 20:45
Storspillende Laursen: Vi fik et granatchok
Skjerns Kristoffer Laursen stod med en redningsprocent på 44 i kampen mod Melsungen.

Kristoffer Laursen stod en brandkamp, da Skjern tidligere i dag spillede sig til en plads i EHF Final4.

Af Lone Jørgensen

Det holdt hårdt, men efter de 60 minutter stod Skjern tilbage med den helt fortjente plads i EHF Final4, da holdet vandt en samlet sejr over Melsungen med 48-48 på reglen om flest scorede udebanemål.

Efter godt 10 minutter kom Skjern-keeper Kristoffer Laursen på banen, hvor han ligesom i de to holds første opgør fik lukket godt af for de store Melsungen-skytter.

- Det blev rigtig godt på hele banen, da at vi lige kom i gang efter den start, der var. Vi fik jo nærmest et granatchok til at starte med, fordi de bare kom med et kæmpe tryk, sagde den storspillende Skjern-keeper.

Spænding til det sidste
Skjern fik undervejs bedre fat, og kom midt i kampen op på 15-13 efter at have været bagud med 10-4. I den sidste del af opgøret kom Melsungens føring dog igen op på både fire og fem mål.

- Det holdt virkelig hårdt, og det var fedt at spille. Selvom det er sjovt, når det er så tæt, var der altså lige lidt for meget knald på kampen til sidst, sagde Laursen, der stod med en redningsprocent på 44 og havde flere store redninger. Det takkede han blandt andet sine holdkammerater for.

- Forsvaret spillede sig virkelig op efter de første ti minutter, og så blev det automatisk nemmere for mig at stå på mål, sluttede Laursen.

Sammen med Skjern rejser han til Final4 i Berlin d. 16. og 17. maj, hvor enten HSV Hamburg, Gorenje Velenje eller Füchse Berlin venter i semifinalen.

Støt vores sponsorer