Stort Skjern-comeback i Nordjylland

D. 21-02-2018 kl. 22:36
Stort Skjern-comeback i Nordjylland
Kasper Søndergaard tog sagen i egne hænder, da vestjyderne var i problemer i første halvleg. 

Vestjyderne var nede i sækken, men kæmpede sig op – ikke mindst takket være Emil Nielsen – og hev to vigtige point hjem i topstriden.

- Det her, det kendetegner et klassemandskab og et rigtig tophold.

Mere nøjagtig kan det simpelthen ikke beskrives.

Udtalelsen kom få sekunder efter slutfløjtet fra Skjerns helt store profil i onsdagens sejr, 20-årige Emil Nielsen.

Det store keepertalent viste endnu en gang sine enorme kvaliteter mellem stængerne, hvor han med 15 redninger agerede plankeværk i Skjern-comebacket.

Dag og nat i Gigantium
For onsdag aften kunne meget vel have været enden på en imponerende ubesejret stime.

Gæsterne fra Skjern manglede alt det, som vestjyderne viste i fredagens sejr over Århus. Flow, timing og ikke mindst skarphed. De tekniske fejl væltede indover fra begyndelsen, hvilket udmøntede sig i tre-fire hurtige kontrascoringer. Bum. Firemålsføring til Aalborg Håndbold inden kampen reelt set var sat i gang.

Trænerteamet Nørgaard og Kronborg havde ellers ledt med lys og lygte efter opstillinger, som virkede. Efter 24 minutters spil var samtlige spillere i truppen sat i spil. Men sejrsformationen var endnu ikke fundet.

Men den kom.

Christoffer Cichosz kæmpede med alt hvad han havde lært i fraværet af sygdomsramte Jonathan Stenbäcken, og sammen med stregkollegaen Myrhol fandt vestjyderne fodfæste i defensiven.

En markant bedre defensiv gjorde betingelserne lettere i målet for Emil Nielsen, som i den grad tog fra. Med to gribere, et væld af store 100-procents redninger – heriblandt et straffekast – banede Nielsens 15 redninger vejen for Skjern-comebacket.

I modsatte ende praktiserede vestjyderne syv-mod-seks – med stor succes – og med René Rasmussen og Markus Olsson i scoringsrollerne.

Vestjyderne leverede et enormt flot comeback i Nordjylland, og udbyggede den ubesejrede stime til 18 kampe.

Skjern vandt 27-25.

Støt vores sponsorer