Svend Rughave ser frem til en større rolle

D. 27-07-2020 kl. 18:52
Svend Rughave ser frem til en større rolle
Svend Rughave på løbebanen i det vestjyske under opstarten. 

Den nye mand i Skjern-målet nyder tilværelsen i det vestjyske.

Af Kristian Bro

Svend Rughave er skiftet til Skjern Håndbold fra GOG Håndbold, hvor han har spillet de forrige to sæsoner. I GOG fik målmandstalentet debut i Primo Tours Ligaen som blot 17-årig. Ligeledes har Rughave været med til at tilkæmpe sig en VM-medalje med det danske ungdomslandhold.

Den nu 19-årige målmand har skrevet en treårig aftale med Skjern Håndbold. De første par uger i det vestjyske er godkendt ifølge Rughave.

- Opstarten har været helt perfekt - der er styr på det hele, og vi har fået lært hinanden godt at kende. Jeg kan godt mærke, at det er længe siden vi har været i gang, så kroppen er lidt hårdt ramt, siger Svend Rughave. 

Større rolle i Skjern
Svend Rughave skal sammen med Robin Haug kæmpe om spilletiden i vestjydernes mål. En ung duo med masser af talent og potentiale. 

- Robin og jeg er to unge keepere, men jeg er sikker på, at vi nok skal løfte opgaven. Jeg valgte at tage til Skjern Håndbold fordi, at her lå de bedste betingelser for at udvikle mig mest muligt. 

- Jeg tror på, at jeg kan tage det næste step, og udvikle mig som en profil i den danske liga med skiftet til Skjern. Det er ambitionerne, siger Svend Rughave. 

Næsten hjemme
Den unge målmand har bosat sig i en lejlighed i Skjern, hvor han er flyttet sammen med Oliver Norlyk. En bopæl og en by, som passer godt til den unge morsingboer. 

- Umiddelbart virker Skjern som en meget hyggelig by. Jeg er flyttet ind i en lejlighed i Skjern sammen med Oliver Norlyk, så vi hygger os, og det er helt perfekt, siger Rughave. 

Udover at redde bolde i målet, så skal Rughave også færdiggøre sin gymnasieuddannelse. Her mangler Skjern-keeperen at afslutte 3. g - og for at det hele kan hænge sammen, så skal det unge talent afslutte 3.g over to år på gymnasiet i Tarm.

- Jeg skal lige have styr på alle detaljer, men det virker til, at det kan vi sagtens få til at hænge sammen. Jeg glæder mig til at få afsluttet min uddannelse, så jeg kan lægge alt mit fokus på håndbolden, siger målmandstalentet. 

Støt vores sponsorer