Svensk styrmand tilbage på sporet: Virkelig befriende

D. 06-09-2018 kl. 12:10
Svensk styrmand tilbage på sporet: Virkelig befriende
Skjerns svenske playmaker stod noteret for tre scoringer og fem assists i sejren over Mors-Thy. Foto: Bendt Christiansen

Jesper Konradsson var onsdag aften tilbage som man kender ham. Med mål, assists og konstant gåpåmod.

Af Nicklas Thygesen

Frustrationer fik frit løb for Jesper Konradsson undervejs i onsdagens kamp. På den gode måde.

Efter et par halvlunkne præstationer ifølge ham selv, var han onsdag aften tilbage i den frontfigur, som Skjern-tilhængerne kender ham bedst.

Med en indædt fightermentalitet, konstant gåpåmod, stærk i mand-mand duellerne og med et eminent assisteringsspil til holdkammeraterne.

Den svenske playmaker lægger heller ikke skjul på, at han selv har været irriteret over sæsonstarten.

- Der var sindssyg meget frustration, som kom ud i går. Jeg havde nul skud mod GOG, og i går skød jeg tre gange på fem minutter. Jeg havde behov for at komme ind i kampen på en god måde, og selvom skudende først gik ind efter pausen, så måtte jeg bare blive ved, siger Konradsson.

- Vi kan ikke blive ved med at sige: ”Arh, vi skal blive skarpere”. Nej, bolden skal bankes i kassen. Længere er den ikke. Vi har ikke råd til at spille dårlige kampe. Specielt ikke når de store Champions League-kampe kommer, siger Skjern-playmakeren.

Sejrens betydning var heller ikke til at tage fejl af i Skjerns omklædningsrum.

- Det var det her, som vi havde brug for. En vanvittig befriende følelse. Ja, spillet kan blive bedre, men den første sejr er altid vigtig. Det var et skridt i den helt rigtige retning, siger svenskeren.

Støt vores sponsorer