Sygdom har hæmmet forberedelserne

D. 12-12-2011 kl. 08:44
Sygdom har hæmmet forberedelserne
Kasper Søndergaard indrømmer, at sidste uges sygdomsepidemi har ramt Skjern-truppen hårdt.

Tirsdag aften venter en svær udebanekamp mod Team Tvis Holstebro, men forberedelserne til den kamp har været alvorligt hæmmet af den ukrainske madforgiftning.

Af Kenneth Thygesen

Efter en turbulent uge med madforgiftning fra turen i Ukraine og derved flere aflyste træningspas er Skjern-spillerne igen kommet ovenpå.

Men det har været en hård uge ifølge Kasper Søndergaard.

”Vi har kun trænet tre gange siden hjemkomsten fra Ukraine, hvilket siger lidt om, hvor hårdt folk har været ramt,” siger Kasper Søndergaard til skjernhaandbold.dk og fortsætter:

”Det er vel kun Jesper Jensen, der er sluppet udenom. Alle mand har været helt smadret og tabt flere kilo, så det har hæmmet meget af forberedelserne,” fortæller Kasper Søndergaard.

Skjern-backen ser dog frem til det vigtige lokalopgør mod Team Tvis Holstebro trods de fysiske forhindringer.

”Vi glæder os meget til kampen, hvor vi med en sejr har fjerdepladsen indenfor rækkevidde,” siger Kasper Søndergaard med henvisning til et eventuelt forspring på tre point til Team Tvis Holstebro.

”De har et stærkt hold med især dygtige bagspillere. Bredden er stor, og de har nok udnyttet bredden mere, end vi har,” siger Kasper Søndergaard om rivalerne og slutter:

”Mens vi har haft problemer mod bundholdene, har de haft det svært i topkampene, hvor vi til gengæld har fået mange point. Det vidner måske om, at vi har et højere topniveau, og det håber jeg, vi beviser tirsdag aften,” konkluderer Kasper Søndergaard.

Støt vores sponsorer