Tilfreds fysisk træner: De ser fit ud

D. 26-07-2019 kl. 20:05
Tilfreds fysisk træner: De ser fit ud
Løbetest i varmen, spinningslektioner og styrketræning har været hovedemnerne i opstartsugen for de grønne. 

Hans Jensen står endnu engang i spidsen når det går løs i opstarten, hvor Skjern-spillerne bliver tæsket igennem på løbebanen og i styrkelokalet.

Af Bjarke Sonne

Normalt skal spillertruppen præstere på højeste niveau, når turneringen spidser til. Men det gælder ikke for Hans Jensen. Den fysiske træner skal toppe sit arbejde inden turneringen overhovedet er gået i gang.

Formålet: Spillerne skal være toptunet til en lang og hård sæson.

- Det ser rigtig fornuftigt ud.

Sådan lyder ordene kontant fra den fysiske træner Hans Jensen efter de første dages løb- samt styrketests.

Efter en lang sommerferie mødte spillerne tirsdag ind til, hvad der traditionen tro, bliver nogle utrolige hårde dage. Den fysiske stab med Hans Jensen i spidsen er rigtig tilfreds med spillernes selvtræning henover sommerferien.

- De har ikke ligget på den lade side. Spillerne har skulle løbe utrolig meget, og derudover også passe deres styrketræning. Der har været seks træningspas i ugen med høj intensitet, hvor de har arbejdet med at få pulsen op. Derfor er jeg også rigtig tilfreds med hvad jeg har set de første dage, siger han.

Tætpakket program i vente
Modsat tidligere år, venter der Skjern-spillerne flere træningskampe, og allerede 1. august går det løs mod Skanderborg i den første træningskamp af mange.

- Selvom programmet er mere tætpakket end tidligere, har vi ikke ændret tilgangen i forhold til de andre år. Derfor kan vi også se træningskampene som en erstatning til den traditionelle træning. Spillerne glæder sig allerede til at få en bold mellem hænderne, og rent mentalt kan det være med til at løfte spillerne ved at erstatte noget af den traditionelle træning med kampe.

De mange træningskampe er et ønske der fra den nye trænerduo, som gerne vil se alle spillerne an i opstarten.

- Patrekur og Claus vil gerne se alle spillere i aktion, og derfor kommer det tætpakkede program også til at kunne mærkes. Spillerne vil ikke være fysisk klar til at spille en hel håndboldkamp med højeste intensitet, men det er heller ikke meningen lige nu. Vi forventer at se en stor fremgang i spillernes fysik den næste måned, sådan at spillerne er helt klar til når turneringen skydes i gang, siger Hans Jensen.

Støt vores sponsorer