Tilfredshed i Skjern-lejren efter CL-sejr

D. 24-09-2018 kl. 12:45
Tilfredshed i Skjern-lejren efter CL-sejr
Stor glæde og begejstring blandt Skjern-spillerne efter søndagens slutfløjt. Foto: Steffen Bloch 

En gedigen god sejr og en kontrafase som steppede op. Læs hvad Ole Nørgaard og Eivind Tangen mente om gårsdagens sejr over de ukrainske mestre.

Af Nicklas Thygesen

Der var optimisme og tilfredshed i Skjern-lejren efter søndagens sejr i Champions League.

Skjern-træner Ole Nørgaard kaldte det "en gedigen sejr", mens Eivind Tangen hæftede sig ved en mere effektiv kontrafase, som blev udslagsgivende.

- Der er ingen tvivl om, at det bekommer os godt, at man i Champions League må spille en smule anderledes. Samtidig har man kniven for struben hver evig eneste kamp - for det har konsekvenser om vi taber eller vinder modsat til den hjemlige turneringsstruktur. 

- I går spillede vi bare en gedigen god kamp. Nogle af de ligakampe som vi har tabt, der er vi ikke gået ned på indsats, men på formåen. Når man kombinerer indsatsen med formåen, så får man den præstation, som vi leverede i går - og det var jeg meget tilfreds med, siger Skjern-træneren.

Højrebacken Eivind Tangen leverede en helstøbt indsats med mål, assists og flot defensivt arbejde. Sejren over de ukrainske mestre var ifølge nordmanden en kollektiv indsats, hvor alle bød ind.  

- Vi ramte allesammen et højere topniveau. Alle præsterede og bidrog - specielt i kontrafasen. Vi har næsten ikke lavet kontramål i denne sæson, men det kom i går, og det gør bare tingene lidt nemmere. Det er typisk Champions League-kampe, hvor de fleste hold fra Europa er lettere at løbe med, hvorimod de danske hold - som jeg ser det - er mere disciplineret i deres returløb, siger Eivnd Tangen og afrunder:

- Nu har vi maksimum point efter to kampe, og det er jeg mega godt tilfreds med. Vi har vundet de to kampe, som vi "skulle" vinde for at gå videre fra puljen. Jeg tror virkelig på, at vi kan drille de store hold - både på hjemme- og udebane, siger højrebacken.

Skjern Håndbold deler førstepladsen i Gruppe B med Paris Saint-Germain. 

Støt vores sponsorer