To måneders skadespause kvit: Anføreren gjorde comeback

D. 08-12-2018 kl. 10:55
To måneders skadespause kvit: Anføreren gjorde comeback
Anfører Bjarte Myrhol gjorde onsdag aften comeback for de grønne. Foto: Steffen Bloch

Udover to væsentlige point gav onsdagens sejr i Nykøbing ligeledes comeback til anfører Bjarte Myrhol.

Af Nicklas Thygesen

Et vrid i knæet efter et sammenstød med holdkammerat Jan Grebenc efter 34 minutters spil i Nantes tilbage i september-måned.

Konsekvens: Store smerter, beskadiget ledbånd i knæet og to måneders ufrivillig pause fra håndbolden.

Onsdag aften gjorde nordmanden comeback i Nykøbing. En fem-seks minutters periode á to omgange med anføreren tilbage på stregen. En sindssyg dejlig fornemmelse, fortæller Myrhol.

- Jeg havde sommerfugle i maven, og glædede mig virkelig til at spille håndbold igen. Hvis jeg kan glæde mig på samme måde til alle kampe fremover, så kan jeg spille til, at jeg bliver en gammel mand. Det var sindssyg dejligt at være tilbage, siger Myrhol.

Søndag aften er Myrhol tilbage på halgulv og holdkort i Skjern Bank Arena, når Bjerringbro-Silkeborg gæster det vestjyske.

En lang periode uden harpiks, infights og stregscreeninger er forbi – en tid, som har været hård for både nordmanden og holdkammeraterne.

- Alle ved, at det har været en hård periode for os, og derfor ekstra svært at sidde ude - uden at kunne bidrage på banen. Men onsdagens sejr i Nykøbing var fremragende, og giver tro på tingene fremadrettet, siger Bjarte Myrhol.

Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold – Bjerringbro-Silkeborg spilles i morgen kl. 20.15 i Skjern Bank Arena.

TV:
Kampen sendes direkte på TV2 Sport.

Opdateringer:
Halvleg/fuldtidsresultat på Facebook/Instagram
Liveopdatering på Twitter

Støt vores sponsorer