To selvtillidsfyldte hold i duel

D. 09-05-2015 kl. 07:43
To selvtillidsfyldte hold i duel
Ole Nørgaard og Skjern stiller i morgen op til den første DM-semifinale. 

I morgen mødes Skjern og Bjerringbro-Silkeborg i den første af de to holds DM-semifinaler.

Af Lone Jørgensen

Kampen om DM-guldet går for alvor ind i sin afgørende fase, når der i denne weekend fløjtes op til DM-semifinale.

Senere i dag mødes Aalborg og KIF Kolding København, mens Skjern søndag tager imod Bjerringbro-Silkeborg.

Sidstnævnte er indtil videre spadseret ubesejret gennem slutspillet, mens Skjerns resultater i den seneste tid også har givet god grund til grønne smil.

- Begge hold går ind til den her kamp med en stor tro på tingene og med masser af selvtillid i bagagen. Så det bliver et opgør mellem to gode hold og masser af gode spillere, der kender hinanden rigtig godt, siger Ole Nørgaard.

Den gamle traver
Derfor forventer han en tæt kamp, der meget vel kan gå hen og blive afgjort på en af de efterhånden så velkendte håndboldfloskler.

- Det bliver nok den gamle traver om, hvem der har marginalerne, hvem der har flest redninger og hvem der lige har heldet på dagen, siger Skjern-træneren, der over de to kampe skal forsøge at føre sit mandskab i DM-finalen.

- Vi går efter at vinde begge opgør mod Bjerringbro-Silkeborg. Det er ikke så vigtigt, hvad måltavlen viser, vi skal ganske enkelt vinde, slutter Nørgaard.

Kamptidspunkt:
Skjern Håndbold - Bjerringbro-Silkeborg spilles søndag den 10. maj kl. 14:00 i Den Runde Hal B, MCH Messecenter Herning.

TV:
Kampen vises direkte på TV2

Opdateringer:
- Liveupdates på Skjern Håndbolds Twitter
- Halvleg/fuldtid på Skjern Håndbolds Facebook
- Skjern Håndbolds App

Støt vores sponsorer