Top møder bund i Skjern Bank Arena

D. 18-10-2012 kl. 07:10
Top møder bund i Skjern Bank Arena
I slutspillet havde Veje Rasmussen (t.v.) og Århus godt fat i Søndergaard og Skjern.

Formstærke Skjern tager fredag aften imod skadesplagede Århus Håndbold, der har besejret vestjyderne i de seneste to kampe.

Af Kenneth Thygesen

Der er syv pladser i tabellen og seks point til forskel mellem fredagens to mandskaber i Skjern Bank Arena.

Skjern Håndbold får fredag aften besøg af Erik Veje Rasmussens tropper fra Århus Håndbold, der efter en ellers elendig start på sæsonen i sidste runde fik lidt gang i hjulene med en vigtig hjemmebanesejr over TMS Ringsted. 

Århus Håndbold har - blandt andet på grund af et hav af skader - tabt fire ud af sæsonens første seks kampe og er noget overraskede blot placeret på 11. pladsen.

Comeback til eks-Skjern-spiller
Fredagens gæster har blandt andet måttet undvære nøglespillere som Toke Holst, Henrik Hansen og Nikolaj Veje Rasmussen, og det har blandt andet betydet, at Århus har hentet den erfarne eks-ligaprofil Pelle Larsen ind i håndboldvarmen igen. Pelle Larsen har en fortid i Skjern, hvor han spillede fra 2007-2009.

Formstærke vestjyder
Modsat Århus er Skjern ganske godt kørende i øjeblikket og kommer til fredagens kamp med tre sejre i træk. Truppen er med undtagelse af rygskadede Andreas Toudahl fuldstændig skadesfri, og Ole Nørgaards grønblusede vestjyder er desuden i ægte målhumør i øjeblikket. I de seneste tre kampe har Skjern scoret i gennemsnit 32 mål.

I knap seks år havde Århus Håndbold ikke formået at besejre Skjern Håndbold, inden slutspillets start i sidste sæson. Men så tog aarhusianerne revanche og slog Skjern to gange på en måned. Dermed har aarhusianerne muligheden for at lave et lille hattrick med en fredagssejr i Skjern Bank Arena.

Kamptidspunkt: Fredag den 19. oktober kl. 19.00 i Skjern Bank Arena.

Støt vores sponsorer