Topscorer Rasmussen: Vi brændte for meget

D. 10-11-2012 kl. 19:22
Topscorer Rasmussen: Vi brændte for meget
- Vi var så langt fra, men alligevel så tæt på, sagde en skuffet René Rasmussen efter nederlaget til BSV. 

Skuffelsen stod dybt malet i René Rasmussens ansigt efter nederlaget på 29-28 til BSV.

Af Simon Dahl

I tirsdags sendte Skjern BSV ud af pokalturneringen efter en fremragende indsats, hvor forsvaret til tider var uigennemtrængeligt.

Anderledes så det ud i lørdagens topbrag, hvor værterne til tider havde noget lettere spil over for Skjern-forsvaret.

- Vi var ikke på samme niveau rent defensivt i dag, som vi var i tirsdags, og vi fik ikke lavet de frikast, vi skulle. Dermed fik vi heller ikke de lette mål på kontra, forklarede René Rasmussen til skjernhaandbold.dk og fortsatte:

- Oveni det brændte vi for mange chancer. Hver gang vi havde muligheden for at komme op, fik vi ikke scoret, sagde René Rasmussen.

Skjern var bagud 26-21, da der manglede ti minutter, men var alligevel rigtig tæt på at komme tilbage og få point med hjem.

- Vi var så langt fra, men alligevel så tæt på. Det er rigtig surt lige nu, sagde en tydelig skuffet René Rasmussen.

Støt vores sponsorer