Træningsømhed i Skjern-lejren

D. 15-08-2011 kl. 20:01
Træningsømhed i Skjern-lejren

Der er cirka to uger til Skjern Håndbold indleder den nye sæson, når Team Tvis Holstebro i pokalturneringen.

 

Forberedelserne er godt i gang, men de hårde træningspas har sat sine spor hos Skjern-spillerne.

 

”Man kan ikke undgå, at der en masse ømheder og irritationer hos spillerne, men hvis der ikke var træningsømhed, er de ikke blevet trænet godt nok. Man skal skelne mellem træningsømhed og skader,” siger fysioterapeut John Bruun, der har ekstra fokus på to spillere.

 

De to bagspillere, Kristian Gjessing og Philip Holm, blev nemlig skadet ved sidste weekends FTZ Cup-stævne, men ifølge fysioterapeut John Bruun er der fremgang at spore.

 

”Gjessing har døjet med følgerne af et stort trælår, men han har trænet fuldt med i dag, ligesom han var lidt med i torsdagens træningskamp. Det ser godt ud,” siger John Bruun, der ikke har ligeså gode nyheder med hensyn til Philip Holm.

 

”Philip rev sin venstre skulder delvist af led, hvilket var tredje gang på lidt over et år. Han skal MR-scannes torsdag, og så må vi i samarbejde med sygehuset vurdere, hvad der skal ske. Han har dog trænet, men med restriktioner. Vi ser tiden an,” slutter John Bruun.

Støt vores sponsorer