Traditionsrigt opgør mellem venner og fjender

D. 04-10-2012 kl. 07:44
Traditionsrigt opgør mellem venner og fjender
I sidste sæson havde Viborg godt fat i Kasper Søndergaard og co. fra Skjern, der blot fik et point i to kampe mod Viborg.

For 27. gang på 12 år står traditionsklubberne fra Skjern og Viborg overfor hinanden, når der fløjtes op fredag aften.

Af Kenneth Thygesen

Der er ikke mange opgør, der har en historie og en fællesnævner, ligesom tilfældet er med Viborg HK og Skjern Håndbold.

De to jyske rivaler rykkede begge op i landets bedste række i 1998 og begge hold bærer en traditionsrig grøn hjemmebanetrøje. Tilmed har mange store håndboldnavne i tidens løb kæmpet for den grønne trøje i både Viborg og Skjern. Det drejer sig eksempelvis om Michael V. Knudsen, John Myrup, Ryan Zinglersen, Susanne Munk Wilbek, Mikkel Aagaard, Per Leegaard, Morten Bjerre og Martin Kristensen.

Viborgensisk svingdør
Fredagens hjemmehold fra Viborg ligger efter fire spillerunder på en 11. plads med tre point, mens Skjern er på tredjepladsen med seks point.

Viborgenserne har i sommerpausen rystet spillerposen godt og grundigt og sagt farvel til hele syv spillere og en træner. Ind af svingdøren er kommet otte mand og en ny træner i form af islandske Oskar Bjarni Oskarsson. Det mest opsigtsvækkende indkøb omhandler eks-Team Tvis-bagspilleren Heino Holm Knudsen, der også er holdets topscorer med 17 mål efter fire kampe.

Rivalopgør for 27. gang
Fredag aften er det så tid til endnu en omgang i ringen mellem de to klubber, der i over et årti har kæmpet intensivt både på og udenfor banen. Fredagens opgør er således det 27. indbyrdes møde mellem Viborg og Skjern siden år 2000. Hidtil har Skjern vundet 13 af kampene, Viborg har vundet ti og tre kampe er endt uafgjort.

Kamptidspunkt: Fredag den 5. oktober kl. 19.30 – følg kampen via liveupdate her på siden eller via Skjern Håndbolds nye App.

Støt vores sponsorer