Tre spillere tog afsked med hjemmepublikummet

D. 29-05-2015 kl. 09:56
Tre spillere tog afsked med hjemmepublikummet
Et stærkt trekløver tog i går afsked med hjemmepublikummet.

Frederik Børm, Kristoffer Laursen og Nikolaj Markussen blev før kampen i går hyldet for den store indsats i Skjern Håndbold.

Af Lone Jørgensen

Over 4000 tilskuere tog i går aftes afsked med tre vellidte Skjern-spillere, der sammenlagt har spillet knap 300 kampe for de vestjyske DM-finalister.

Til stående applaus fik de overrakt blomster, mens de blev hyldet for alt det, de har givet Skjern Håndbold.

Ikke den ønskede afslutning
Den efterfølgende kamp blev desværre ikke helt den hjemmebaneafsked, de tre spillere havde håbet på.

- Det var noget hø, og vi ville selvfølgelig gerne have sluttet bedre af på hjemmebane. Vi kæmpede for det, men tingene lykkedes simpelthen ikke for os. Vi kunne sikkert finde på masser af undskyldninger, men det er der ingen grund til. Det fungerede bare ikke for os, sagde Frederik Børm oven på nederlaget.

Publikum var fantastiske
Til trods for nederlaget var han og holdkammeraten Nikolaj Markussen helt enige om, at publikum sørgede for, at der i det mindste var noget positivt at tage med fra deres sidste hjemmebanekamp.

- Det var som altid en fornøjelse at spille foran vores hjemmepublikum. Selvom de godt kunne se, at det ikke gik vores vej, var de der alligevel hele tiden, og det er vi meget taknemlige for. De støttede virkelig op, og det var helt fantastisk, lød det enstemmigt fra de to Skjern-spillere.

Skal hjem og kigge i krystalkuglen
Skjern er nu bagud med seks mål før returopgøret på søndag, men holdet har ingen planer om at servere mesterskabet til KIF Kolding København.

- Det ser da svært ud, men der er håb, og så længe der er det, kan vi spille om det. Det har vi tænkt os at gøre. Nu skal vi hjem og kigge i krystalkuglen, og skal vi have fundet nogle ting frem til søndag, sagde Børm.

Heller ikke Nikolaj Markussen har mistet troen på mesterskabet.

- Vi mener ikke, at vi kan ramme så skævt en gang til, så vi kommer med alt på søndag, og så må vi se, om det er nok, sagde Markussen.

Returopgøret på søndag spilles kl. 20:00 i TREFOR Arena, Brøndby.
 

Støt vores sponsorer