Tvivlsom Toudahl håber på reaktion

D. 11-11-2011 kl. 21:12
Tvivlsom Toudahl håber på reaktion
Det er endnu uvist, om Toudahl er spilleklar mod KIF Kolding.

Andreas Toudahl er selv tvivlsom til kampen mod KIF Kolding ved ”10.000 til håndbold” på grund af en fodskade, men fløjspilleren tror på, at Skjern kan slå ærkerivalerne.

Af Kenneth Thygesen

I en forsvarsaktion i onsdags blev Andreas Toudahls fod vredet af led, hvilket med det samme kostede ham resten af kampen.

Nu har Skjern-fløjen fået svar på røntgenbillederne, og heldigvis er der ikke noget brud. Toudahl har holdt foden i total ro torsdag og fredag, hvorfor han er tvivlsom til kampen mod KIF Kolding.

”Jeg skal på smertestillende medicin, og forhåbentlig kan jeg blive lappet sammen, så jeg kan være lidt med i morgen. Jeg har ikke hoppet eller løbet siden uheldet, så det er svært at vide, hvordan foden reagerer,” siger Andreas Toudahl.

Andreas Toudahl var ligesom resten af Skjern-truppen målløs over onsdagskampens udvikling, men fløjspilleren håber på, at Skjern-mandskabet blot vil stå endnu mere sammen.

”Nederlaget i onsdags var den største streg i regningen i denne sæson. Når man er udsat for sådan en nedsabling, rejser man sig ikke bare lige, men dette hold har kvaliteten til det. Vi vil stå endnu mere sammen,” siger Andreas Toudahl og fortsætter:

”Troen er på, at vi kan slå Kolding. Kulissen bliver fantastisk, og hvis man ikke tror på sejren i sådan en kamp, skal man blive hjemme. Alle i truppen håber på, at de mange grønklædte Skjern-tilskuere vil hjælpe os på vej,” slutter Andreas Toudahl.

Støt vores sponsorer