Uskøn affære kastede to point af sig

D. 29-04-2019 kl. 21:29
Uskøn affære kastede to point af sig
Emil Nielsen stod noteret for 14 redninger i sejren over SønderjyskE. 

En stærk åbning og afslutning på anden halvleg var rigeligt, da Skjern-mandskabet hentede slutspillets anden sejr.

Af Nicklas Thygesen

Spillet var ujævnt og sjældent kønt, men effektivt var det, da Thomas Mogensen og kompagni mandag aften hentede en utrolig vigtig sejr i bestræbelserne på en semifinaleplads.

Skjern-mandskabet besejrede mandagens værter med 26-19 i et opgør, hvor vestjyderne trak fra efter pausen og igen, da tingene skulle afgøres til slut. 

Mogensen gik forrest
I fraværet af sygdomsramte Jesper Konradsson trådte Thomas Mogensen for alvor i karakter. Den tilbagevendte Skjern-profil var med fire assists og seks scoringer på seks forsøg den offensive aktør, der viste vejen for vestjyderne, som undervejs ligeledes måtte undvære Eivind Tangen på grund af rygproblemer. 

De grønblusede etablerede en tomålsføring ved pausen, som blot fire minutter efter hvilet i omklædningsrummet var udbygget til 16-10. 

Hvor det i onsdags var Eivind Tangen, der gik forrest med mål og assists efter pausen, så var ansvaret mandag aften lagt i hænderne på Thomas Mogensen. Skjern-bagspilleren var involveret i fire af de fem vestjyske scoringer efter pausen, som fik skabt den fornødne afstand til de blå-hvide tropper. 

Nielsen lukkede ned
Hjemmeholdet kæmpede for at skabe kontakt - og var faktisk så småt ved at indspise seksmålsføringen med otte minutter igen.

Men så viste Emil Nielsen nok en gang, hvorfor han i forrige uge blev kåret til Årets Hold i Herreligaen. En håndfuld store redninger i træk fra Skjern-keeperen punkterede værternes muligheder for point.

Skjern vandt 26-19. 

Støt vores sponsorer