Velfortjent hyldest til Jesper Jensen

D. 01-12-2011 kl. 15:26
Velfortjent hyldest til Jesper Jensen
Foran et stående publikum blev Jesper Jensen fortjent hyldet for sin kamp nummer 400.

Han har prøvet stort set alt på både klub- og landshold. I går aftes modtog Skjern-anfører Jesper Jensen den velfortjente hyldest af publikum, da han rundede ikke færre end 400 kampe i den grønne trøje.

Af Kenneth Thygesen

Siden ankomsten til Skjern i år 2000 har Jesper Haandbæk Jensen prøvet det meste. 120 A-landskampe, EM- og VM-medaljer, DM-medaljer, Champions League-deltagelse, Challenge Cup-vinder og to gange årets spiller i Skjern.

En intet mindre end imponerende bedrift af den nu 34-årige playmaker, der stadig er blandt Skjerns bærende spillere.

Skjernhaandbold.dk har i forbindelse med jubilæet gravet i arkiverne og fundet et par citater af Jesper Jensen gennem tiden.

”Reelt var det kun pladsen som playmaker, der interesserede mig. Det sagde mig intet at spille fløj. Jeg har altid kunnet lide at sætte medspillerne op. For mig er kunsten at få seks spillere til at fungere i stedet for bare en enkelt. Sjovt nok har jeg fået mest ros for mit spil, når jeg har taget de største chancer på egen hånd og sat mig selv i centrum.”
- Jesper Jensen om valget af position på banen som ungdomspiller.

”Jeg tror næsten, at det var mig selv, der henvendte mig til Skjern. Jeg havde ikke rigtig bevist noget endnu, så jeg henvendte mig for at høre, om de kunne bruge en småskadet spiller. De var så interesseret i en meget lille kontrakt og siden har det udviklet sig.”
- Jesper Jensen om ansættelsen i Skjern Håndbold i år 2000.

"Efter lange og grundige overvejelser valgte jeg, sammen med min familie, at blive i Skjern Håndbold endnu tre år. Indtil videre har vi haft ni fantastiske år i klubben, og selv om HSV kom med et både sportsligt og økonomisk meget attraktivt tilbud, så mener vi stadig, at Skjern er det helt rigtige sted for vores familie."
- Jesper Jensen efter at have takket nej til storklubben HSV Hamburgs kontrakttilbud i 2008.

"Nogle gange har jeg da næsten fortrudt, at jeg har meldt mig klar uden at være på 100 procent. I bakspejlet kan jeg da godt se, at jeg kunne have beskyttet mig selv og min karriere mere ved at sætte mig udenfor - men det er bare ikke min stil."
- En frustreret Jesper Jensen ovenpå den længere skadesperiode i foråret 2010.

”Vi var trætte efter finalen i går og den efterfølgende fest. Men jeg skal love for, at batterierne blev ladet op, da vi fornemmede den velkomst. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at optage noget af det på video - ellers ville jeg ikke tro på i morgen, når jeg vågner, at det her virkeligt er sket.”
 - Jesper Jensen efter EM-guldhyldesten på Rådhuspladsen foran 25.000 mennesker i 2008.

Støt vores sponsorer