Vilje og moral kan afgøre semifinalen

D. 24-05-2015 kl. 07:41
Vilje og moral kan afgøre semifinalen
Skjern har været flyvende i store dele af foråret.

René Rasmussen og co. går på banen til eftermiddagens semifinale med finpudset spil og masser af motivation.

Af Lone Jørgensen

Skjern har allerede hentet to sæt medaljer i sæsonen, og senere i dag ved vi, om den tredje medalje, der skal kæmpes om, er af bronze eller af guld.

René Rasmussen tror på det sidste.

- Vi vil selvfølgelig meget gerne spille om DM-guld, og jeg tror også på, at vi kan gå i finalen. Vi har et fint udgangspunkt fra den første kamp, men intet er sikkert endnu, siger den hurtige Skjern-fløj.

Rasmussen og holdkammeraterne leverede en stærk præstation i de to holds første opgør, og det flotte Skjern-spil skulle gerne fortsætte i dag.

- Der var mange ting, der lykkedes for os i den første kamp. Det skal vi bygge videre på i dag. Vi har forsøgt at finpudse spillet, men jeg tror også, at det lige så meget er moralen og viljen, der kommer til at afgøre kampen, siger René Rasmussen.

Skjern kommer med alt
I kampen for to uger siden manglede der hverken tænding, vilje eller fight fra nogen af holdene og Skjern-fløjen forsikrer, at man igen i dag kommer til at se et toptunet Skjern-mandskab, der vil gå 100 procent efter sejren.

- Vi spiller om en plads i DM-finalen, og det er en kæmpe motivationsfaktor. Derfor kommer vi selvfølgelig med alt, vi overhovedet har, og så håber vi, at det er nok, slutter Rasmussen.

Der er kampstart kl. 14:00, og du kan se kampen direkte på TV2.

Støt vores sponsorer