Vium og U21 i VM finalen

D. 29-07-2011 kl. 07:29
Vium og U21 i VM finalen

Finalepladsen kom i hus efter en af de mest koncentrerede og taktisk veldisponerede kampe, Ole Nørgaards tropper har spillet i de fire sæsoner, de har været sammen på Y- og U-landshold, og cifrene på 35-21 over en flok mere og mere modløse tunesere var ikke et mål for stort. Snarere tværtimod.

 

Fra start fik det danske forsvar med en forrygende Jonas Hansen i målet pillet pynten totalt af de frygtindgydende tunesiske skytter, og så fik afrikanernes højre fløj Aymen Toumi og stregspiller Marouan Chouiref plads til at score lidt ind imellem.

 

Men Tunesiens primære våben var stækket fuldstændigt – og allerede ved stillingen 3-0 til Danmark efter fire minutter var det tydeligt, hvordan kampen ville udvikle sig.

 

Et intelligent dansk kollektiv satte dagsordenen – og finalepladsen var lige så logisk som den var fortjent.

En fremragende indsats ganske enkelt. Og efter otte danske sejre i streg er der dømt finale lørdag aften klokken 19.30 dansk tid.

 

Tyskland venter i finalen – Se kampen på TV2 Sport

 

Efter en hæsblæsende afslutning, hvor Tyskland sluttede med to mand i undertal, mens Egypten var i boldbesiddelse, lykkedes det alligevel for tyskerne at hive en 25-24 sejr i land i torsdagens anden semifinale og dermed er det Tyskland, der står på den anden banehalvdel, når Danmark på lørdag klokken 19.30 dansk tid skal spille VM-finale.

Støt vores sponsorer