Vium på pletten i Helsinge

D. 16-11-2012 kl. 20:14
Vium på pletten i Helsinge
Morten Vium gjorde en god figur i Helsinge Hallen med blandt andet fire scoringer.

Den hurtige Skjern-fløj var godt spillende i anden halvleg i Nordsjælland med fire mål og en assist.

Af Kenneth Thygesen

En formstærk René Rasmussen fik efter en ny flot halvleg plads på bænken i gårsdagens sejr over Nordsjælland for at give plads til Morten Vium.

Den lynhurtige Skjern-fløj, der på grund af Rasmussens storform har siddet udenfor i de seneste par kampe, takkede for tilliden og spillede en flot anden halvleg med blandt andet fire mål til følge.

- Det var rigtig dejligt at komme ind og få nogle minutter og bidrage til sejren. Vi dækkede godt op, og da vi knækkede dem i midten af første halvleg, havde de intet at svare igen med, sagde Morten Vium, der var noget overrasket over Nordsjællands indsats.

- Jeg havde overhovedet ikke regnet med sådan en udvikling. I starten af kampen spillede vi lidt for langsomt og lavede en et par fejl, men da det blev rettet, kørte vi dem over. De lagde sig ned og løb ikke hjem, og så scorede vi jo et hav af kontramål, forklarede Skjern-fløjen.

Skjern vandt kampen 39-20 og fik dermed den første sejr i Nordsjælland i tre år.

Støt vores sponsorer