Jesper Jensen og Skjern-kammeraterne er ude af EHF Cuppen.
Skjern-kaptajnen var aldeles utilfreds med Skjerns manglende skarphed foran mål.
Af Kenneth Thygesen
Det var en dybt skuffet Jesper Jensen, der efter kampen måtte konstatere, at det europæiske Skjern-eventyr er ovre for denne gang.
Skjern tabte sammenlagt 48-46 til franske Dunkerque og røg dermed ud af EHF Cuppen.
”Det er meget skuffende. Jeg mener, vi er en klasse bedre end Dunkerque, men vi gjorde det svært for os selv med så mange brændte chancer,” lød det fra Jesper Jensen.
”Over 60 minutter med rimeligt tryk på på udebane synes jeg, at det er okay, at vi kun har fire-fem ukoncentrerede situationer, der resulterer i boldtab. Vi stod rigtig godt i forsvaret, Tim Winkler havde fat i målet, men vi brændte alt for meget,” forklarede Jesper Jensen og fortsatte:
”Havde vi blot scoret på 70 procent af de åbne chancer, så havde vi jo vundet kampen. Vi brændte 10-11 helt fri, og det koster. Det er hårdt,” sluttede en skuffet anfører.