STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Cheftræner om angrebskollaps: Vidste der var en risiko

Ole Nørgaard og Henrik Kronborg på Skjern-bænken. 

Man skulle lede langt efter gennemspillede angrebssekvenser og kontrascoringer i gårsdagens kamp mod KIF Kolding København. - Der er altid en risiko for tilbagefald, lød ordene fra cheftræner Ole Nørgaard. 

Af Nicklas Thygesen

Fra drømmehåndbold til tekniske fejl ad libitum på bare tre dage.

I gårsdagens målfattige opgør mod KIF Kolding København fandt vestjyderne aldrig opskriften i angrebsspillet. Når muligheden endelig bød sig, så diskede Kasper Hvidt op med klasseredninger - og derfor var Skjern-mandskabet aldrig for alvor tæt på point onsdag aften. 

Ole Nørgaard var af gode grunde en bitter mand efter opgøret. Cheftræneren gav følgende forklaring på det angrebsmæssige kollaps:

- Når man har oplevet noget, som var så intenst og hvor man samtidig ramte det absolutte topniveau, så er der altid en risiko for tilbagefald. Specielt så kort tid efter, siger Ole Nørgaard, der ikke mener spillernes fysiske kunnen kom på prøve i går. 

- Det var rent og skær vores tekniske fejl, som kostede os point i går. Vi lavede et uhørt antal individuelle fejl, men alligevel blev kampen først afgjort med tre-fire minutter igen. KIF Kolding København havde ligeledes vanskeligt ved at komme til scoringer, men hverken dem eller os formåede at omdanne redninger til kontrascoringer. Det var der problemet lå, fortæller Ole Nørgaard. 

Trods gårsdagens nederlag forbliver Skjern-mandskabet på fjerdepladsen i 888ligaen med 21 point. 

NYHEDER