STOLT HOVEDSPONSOR SIDEN 1992

Debuterende stregspiller tog chancen

To af tre nye Skjern-spillere fik debut torsdag aften. Daniel Svensson er fortsat ukampdygtig.

Frederik Børm scorede på langskud i debutkampen til stor begejstring for stregkollegaen Klitgaard.

Af Kenneth Thygesen

Han er hentet til klubben som forsvars- og stregspiller, men torsdag aften viste en debuterende Frederik Børm, at han ikke er bange for at slå sig løs fra andre positioner.

I træningskampen mod Mors-Thy scorede Frederik Børm på hopskud fra tremeterlinjen i første halvleg, mens han i anden halvleg missede et underhåndsskud fra højre back-positionen i kontrafasen.

- Når man som stregspiller kommer i så høj fart og har front mod mål, mener jeg, at det eneste rigtige er at skyde ude bagfra. Og jeg ved, at jeg får opbakning i den holdning fra min stregkollega, sagde Frederik Børm efter kampen og blev suppleret af Thomas Klitgaard.

- Kæmpe opbakning herfra. Alt andet vil være dumt. Jeg har faktisk hørt, at de andre klubber har frygtet vores skud fra distancen. Det er noget, de har snakket meget om, fortsatte Thomas Klitgaard til Børms store tilfredshed.

- Hvis jeg ikke tager helt fejl, er mange af de andre ligaklubber begyndt at se lidt video af vores missiler fra tremeteren, sagde Frederik Børm.

Debut og sejr
Stregspilleren fik sammen med Morten Balling sin uofficielle debut efter flere ugers fysisk træning.

- Det var dejligt og sjovt, men samtidig også en hård kamp. Man skal altid lige i omdrejninger igen, sagde Frederik Børm.

NYHEDER