Af Nicklas Thygesen
Semifinaledysten mod GOG skal ud i en tredje og sidste kamp.
Det står klart efter onsdagens intense opgør foran en elektrisk kulisse i Skjern Bank Arena, hvor Mathias Madsens drenge besejrede GOG med 30-27.
Efter en tæt indledning trak vestjyderne fra, hvor specielt Lasse Mikkelsen var outstanding. Både som afslutter og ikke mindst i assistspillet, hvor Skjern-playmakeren blev noteret for intet mindre end 13 målgivende afleveringer.
Størstedelen havnede i hænderne på Buric, Bergholt og Uth, som efter lidt startvanskeligheder med at passere Thorbjørn Bergerud, virkelig leverede på topniveau.
Samtidig tog Robin Haug og Christoffer Bonde på skift fra i Skjern-målet, og derfor kom gæsterne aldrig i nærheden af hjemmeholdet, som blev båret frem af de over 3100 tilskuere i Skjern Bank Arena.
Lasse Uth og Lasse Mikkelsen delte topscorerværdigheden med seks scoringer.
På lørdag venter den afgørende kamp i Gudme. Mere om bustur og kamptidspunkt senere.