Frederik Børm i samtale med fysioterapeut Hans Jensen.
Frederik Børm glæder sig til debutkamp og forventer en større spilletrøje.
Af Kenneth Thygesen
Efter flere ugers sommerpause og intensiv opstartstræning skal Skjern Håndbold endelig i kamp igen.
Torsdag aften spiller de to bronzeduellanter fra sidste sæson, Skjern Håndbold og Mors-Thy Håndbold, mod hinanden i første runde af træningsturneringen Skjern Bank Cup, hvor Skjern også skal møde Århus og Team Tvis.
Opgøret mod Mors-Thy bliver ikke blot Skjerns første kamp i den nye sæson, men samtidig også streg- og forsvarsspilleren Frederik Børms første kamp i Skjern-trøjen nogensinde.
- Jamen, det glæder jeg mig rigtig meget til. Det bliver dejligt at komme lidt i gang med kampe og få spillet holdet lidt sammen efter en periode med masser af træning, siger Frederik Børm.
- Personligt har jeg dog et håb og forventning om, at jeg får en større spilletrøje, end den jeg blev fotograferet i ved offentliggørelsen tilbage i januar. Men det er også min eneste bekymring inden debuten, lyder det med et smil fra Frederik Børm.
Se det omtalte billede ved at klikke her.
Følelsen skal tilbage
Den første træningskamp efter sommerpausen plejer ofte at være præget af flere fejl end flotte mål. Sådan bliver det sandsynligvis også i år, hvis man spørger Frederik Børm.
- I forhold til kamform så mangler vi selvfølgelig en del, så det er godt vi lige har en måneds tid, inden sæsonen starter. Derfor bliver fokus ikke på spillet som sådan med spilsystemer og aftaler. Fokus er nok mere på, at vi skal ud at få følelsen af at spille kamp igen, fastslår Frederik Børm.
- Der vil uden tvivl komme fejl og misforståelser hinanden imellem, men sådan er det altid når man starter op efter ferien, siger stregspilleren, der selv har haft småproblemer i opstarten.
- Rent formmæssigt har holdet dog trænet rigtig godt, og det ser ud til at gå den rigtige vej. Jeg har godt nok selvt haft lidt problemer med en mavevirus, så jeg mangler nok lidt i forhold til de andre, men det skal nok komme, siger Frederik Børm.
Skjern møder Mors-Thy Håndbold torsdag aften kl. 18.30 i Vildbjerg Idrætscenter.