Camilla Thomsen og Jakob Lyhne her sammen med Ole Gidsel fra Skjern Bank blev hyldet inden lørdagens kamp.
Skjern Håndbold og hovedsponsor Skjern Bank har kåret Årets Talenter.
Af Kenneth Thygesen
Jakob Lyhne og Camilla Thomsen.
Det er navnene på de to dygtige håndboldspillere fra Skjern Håndbolds ungdomsafdeling, som lørdag eftermiddag blev hyldet i Skjern Bank Arena.
Talentchef Allan Jørgensen og Ole Gidsel fra hovedsponsor Skjern Bank overrakte de to spillere prisen som Årets Talent på henholdsvis herre- og damesiden.
Jakob Lyhne spiller til dagligt på Skjerns U18-hold, mens Camilla Thomsen er på U16-holdet.
Over 30 spillere fra egen avl
Tidligere er nuværende ligaspillere som Morten Vium, Phillip Holm, Bjarke Christensen, Jesper Dahl og Rasmus Boysen blevet kåret til Årets Talent i Skjern Håndbold.
Skjern Håndbold har i øjeblikket fem ligaspillere, der har spillet ungdomshåndbold i klubben. Det drejer sig om Tim Winkler, Bjarke Christensen, Claus Møller Jakobsen, Bjarke Christensen og Jesper Dahl.
I alt har Skjern Håndbolds talentafdeling siden oprykningen til ligaen i 1998 produceret over 30 spillere, der har enten spillet i ligaen eller i 1. division.
Her kan nævnes spillere som blandt andre Kristian Gjessing, Jacob Østergaard, Claus Hansen, Henrik Sloth, Claus Møller Jakobsen, Jeppe Riber og Henrik Hansen.